Anmeldelse af Ergoterapi og fysioterapi i psykiatrisk praksis

En velskrevet bog, der henvender sig til både studerende og nyansatte i psykiatrien, men også til dem, der ønsker at opdatere deres viden indenfor feltet. Mange praksis eksempler.

Ergoterapi-og-fysioterapi-i-psykiatrisk-praksis_forside_web.gif

Bogen er overskueligt opdelt i tre afsnit. DEL 1 introducerer psykiatrien i Danmark. DEL 2 gennemgår centrale diagnosegrupper og præsenterer, hvordan terapeuter arbejder med dem, understøttet af cases, som gør læsningen praksisnær og spændende. Bogen fungerer som fælles lærebog for studerende på ergoterapi- og fysioterapiuddannelserne i Danmark. Fagredaktørerne Henriette Kiirdal Niemann og Anette Klahr har involveret terapeuter fra både klinisk praksis og uddannelsesinstitutioner for at give et nuanceret billede af behandlingen.

Hvert kapitel afsluttes med refleksionsspørgsmål, der kan inspirere til dybere overvejelser om patientbehandling. Referencerne gør det nemt at finde yderligere litteratur.

DEL 3 fokuserer på relevante emner som arousal- og affektregulering samt evidensbaseret praksis. Her får man som læser et godt indblik i de mange teoretiske vinkler, der præger arbejdet i psykiatrien.

Bogen understreger vigtigheden af terapeutens respektfulde lydhørhed over for patientens perspektiv, da en stærk terapeutisk alliance øger chancerne for positive behandlingsresultater.

Afslutningsvis perspektiverer bogen fysioterapeuters og ergoterapeuters rolle i fremtidens psykiatri, med fokus på overgangen til en recovery-orienteret rehabilitering. Forfatterne anbefaler, at uddannelserne inden for fysioterapi og ergoterapi integrerer T-kompetenceforståelsen og recovery-orienteret rehabilitering, for at ruste fremtidige terapeuter bedst muligt.

Bogen er skrevet i et letlæseligt sprog og introducerer relevante udtryk og definitioner inden for psykiatrien. Den viser, hvordan ergoterapi og fysioterapi supplerer hinanden i rehabiliteringsforløb, hvilket gør den til en værdifuld opslagsbog.

Jeg anbefaler varmt bogen, da den med sin systematiske opbygning og praksisnære tilgang er en nyttig ressource for både nyuddannede og erfarne terapeuter. Selv behandlere i somatikken kan have glæde af bogen, da den giver et indblik i, hvordan man som terapeut arbejder med psykisk belastede mennesker.

Anmeldt af Annette Øster, Klinik for PTSD og Angst, Afdeling for Depression og Angst, AUH

Ergoterapi og fysioterapi i psykiatrisk praksis
Redigeret af: Henriette Kiirdal Niemann & Anette Klahr.
2024 Gads Forlag
1. udgave 2024
ISBN: 9788712065746